Dette arrangement er allerede afholdt.
Følg LINKET til græsrodsgårdens kalender

Påskeferie med irsk dans og musik

2023.

Onsdag 5. april til søndag 9. april 2023

(opdateret udgave)


Påskeferie med irsk dans og musik

2023.

Onsdag 5. april til søndag 9. april 2023

 

 

Har du lyst til at opleve en påskeferie med irsk dans og musik, så er chancen her!

Det er i år 21. gang at vi gennemfører påskearrangementet med irsk musik og set dance på Græsrodsgården, som er en gammel landsbyskole der ligger i den lille by Bregninge mellem Jyderup og Kalundborg (se www.graesrodsgaarden.dk). Besøg vores side Græsrodsgårdens venner på Facebook, og se billeder fra tidligere arrangementer.

Udover dans og musik bliver der masser af tid til sang, hyggeligt samvær, gåture i den smukke omegn, kortspil, gastronomiske udfoldelser i køkkenet, og hvad man ellers kan finde på at beskæftige sig med. Vi bor på sovesale og alle hjælper hinanden med at lave mad og andre praktiske gøremål i en hyggelig og afslappet atmosfære.

Irsk set dance minder meget om almindelig kvadrilledans, men er ”krydret” med diverse steps og andet fodarbejde, som gør dansene meget flotte og danserne ret svedige. På baggrund af erfaringer fra mange års ø-lejre på Omø og påskeferier på Græsrodsgården arrangerer vi et kursus, hvor man kan få en forsmag på set-dansen og samtidig høre en masse god irsk folkemusik.Danseinstruktionen er tilrettelagt så både helt nye og gamle garvede dansere kan få et udbytte af at deltage.

Vores dygtige musikere vil vejlede dig i din egen musikalske udfoldelse, uanset om du er ny på dit instrument eller gammel og garvet med lyst til nye udfordringer. Kendetegnende for arrangementet er den akustiske musik.

Ane Luise Madsen fra Copenhagen Irish Set Dancers vil stå for danseundervisningen, og samspillet ledes med kyndig hånd af Vibeke Erfurt (fløjte) kendt fra Innishere, og Susanne Buch (violin) kendt fra Symb i Kalundborg. 

Fredag eftermiddag inviterer vi til åben session hvor flere musikere bl.a. fra lokalområdet kan komme og spille med. Jane Knold og Jette Kristoffersen fra Græsrodsgårdens kollektiv vil holde sammen på alle løse ender.

Vi mødes onsdag til aftensmad og tager hjem søndag ved middagstid når vi er færdige med at rydde op – slutrengøring med i prisen, men oprydningen slipper vi ikke for.

Man kan komme til gården med bus 520 fra Holbæk og Kalundborg og med bus 542 fra Jyderup station. Adressen er Bregningevej 6, Eskebjerg. Se rejseplanen www.rejseplanen.dk Husk: Sovepose/dyne, lagen, musikinstrumenter, dansesko og godt humør, men lad dine kæledyr blive hjemme.
Billetten der dækker undervisning, mad, ophold, afslutningsfest og slutrengøring, købes her


Billetter til irsk påske: 

 

Pris inkl. undervisningen, mad og rengøring:

0-2 år 480 kr

3-17 år 756 kr

18- år 940 kr

Aftensmad fredag 75 kroner for gæster udefra, som gerne vil blive og spise.

Afbudsregler: Afbud over 14 dage før start: Alle penge retur bortset fra 100 kr.

Afbud 14-7 dage før: Halvdelen minus 100 kr. retur

Afbud under 7 dage: Ingen refusion

Yderligere oplysninger:
Jette Kristoffersen tlf. +45 23286658 og jette.hk@get2net.dk


 


Nęste arrangement Forrige arrangement Tilbage til kalenderen Tilbage til 1. side